Aftaler

Da jeg var barn var en aftale en aftale. Man lavede den ikke om undervejs, medmindre der skete noget uforudset, hvilket betød at man lånte en kammerats telefon for at ringe til sine forældre. Man fortalte sine forældre de ting som var nødvendige for at aftalen kunne gennemføres, især for ens egen skyld for ellers så fik man ikke lov til noget en anden gang.

Her i huset forsøger vi at lære børnene at tage ansvar og holde de aftaler som vi laver – ofte i samråd med dem. Det lykkes ikke altid lige godt. Derfor har vi prøvet at med huske sedler, huske sms m.v. men alligevel bliver aftalerne ikke fuldført 🙁 Jeg begynder efterhånden at mangle alternativer til, hvordan jeg får mine tweens til at forstå vigtigheden i at holde en aftale. Men mest af alt bliver jeg bekymret for, hvordan det skal gå dem ude i samfundet, hvis ikke de får lært de basale færdigheder hjemme hos mig som at holde en aftale, tale pænt til hinanden, sige goddag og farvel, respektere hinandens forskelligheder m.v. – og når jeg så kigger på min dagligdag, hvor jeg passer børnehavebørn, så løber det mig endnu mere koldt ned ad ryggen for hos dem oplever jeg endnu mindre empati for hinanden end den årgang som mine tweenes befinder sig i.

Hvad er det lige der sker i samfundet? Hvorfor bliver det hele så “mig-mig-mig” agtigt?

Jeg håber og ønsker at der kunne findes tilbage til nærhed og tid, hvor det hele ikke altid behøver at gå så stærkt, og hvor en aftale er en aftale.

Hilsner fra

AnjaAnemone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.