En af de morgener og løbetræning

Hej med dig

Pyh, idag er jeg godt nok glad for jeg stadig er på barsel. Sikke en morgen. Elliot er snottet og har lidt feber, og sover ret uroligt om natten. Siff var også noget skræntet og så en teenager og en tween….ja, så siger det ligesom sig selv at der er gang i den. Men nu er alle hvor de skal være, dagen startet og jeg har fået lagt dej til fastelavnsboller. Jeg vil prøve en ny opskrift i år, hvor der skal marcipan, tyrkiskpeber og chokolade i som fyld….jeg er ret sikker på at Silke og jeg får dem for os selv 😉

Jeg har fået klippet lidt sytøj, og skal igang med min fars julegave, som er en termojakke. Jeg har valgt et sweatshirtmønster med hætte, så det bliver en helt unik termojakke han får 🙂

280116 013

På mandag starter Elliot i vuggestue. Det bliver dejligt for ham. Han er mere end klar, og jeg er sådan set også godt klar til han skal afsted. Jeg er så småt begyndt at lave små sedler med jobsøgning, og har en liste med steder jeg vil besøge for at melde mig som tilkaldevikar. Det skal nok blive godt, og det hele skal nok gå.

Adrian og jeg er begyndt at løbe. Vi træner til Gedeskægsløbet som løber af staben i uge 25 ved den årlige byfest (Gedeskægsfest). Vi skal løbe 5 km. Jeg glæder mig rigtig meget, og så har jeg udfordret en gammel ven, som også skal med på turen 🙂 Vi er stadig først i løbeprogrammet med skiftevis gang og løb, men som det skrider frem, kan vi godt mærke at der kommer mere og mere flow i løbet 🙂

Det var alt for nu. Du ønskes en rigtig dejlig dag.

Hilsner fra

AnjaAnemone

Musik

Min vildeste julegave var denne skønne knapharmonika som jeg fik af mine forældre. Jeg har altid spillet musik, og startede da jeg var 8/9 år gammel med at spille harmonika, da vi ikke havde råd til et klaver, senere fik vi min Mormor og Morfars klaver, og jeg begyndte efterfølgende at få undervisning i klaver. Senere blev det til keyboard, og jeg tog i en periode ud som suppe, steg og is-musiker. Det var en skøn tid, men jeg valgte at stoppe med musikken inden jeg fik børn. De skulle ikke have både en mor og en far som ikke var hjemme hver weekend (min x-mand er også musiker). Siden har jeg kun spillet i arbejdsmæssige sammenhænge, dog på guitar. Men mon ikke at jeg lige så stille kommer igang med musikken igen, nu hvor jeg har fået et lille skub 😀

Før jul var jeg på tur med min mor, og vi var omkring den lokale musikforretning (Otto’s Musik i Hobro). Her stod en harmonika og jeg svælgede lidt i gamle minder – og det havde min mor så sagt til min far, og så fandt de på at jeg da skulle have en harmonika. Dejlig gave og en stor overraskelse – men en god en. Det mest pudsige er at jeg kan huske at spille på den, men det er nok med instrumenter som med at cykle. Når først man kan, så glemmer man det ikke.

210116 275

210116 282

Som du kan se på billedet så syntes Elliot at det var kedeligt at sidde på gulvet når jeg øvede mig, så jeg fandt dette alternativ 🙂

Hvis du har lyst til at høre en lille bid af det jeg lavede som suppe, steg og is-musiker, så prøv dette link og lyt 🙂

Du ønskes en rigtig dejlig musikalsk dag.

Hilsner fra AnjaAnemone

Sne

Idag har Siff, Elliot og jeg leget ude i sneen. Elliot syntes det var rigtig sjovt at kælke, så vi tog nogle ture ned ad bakken i haven. På sådan et tidspunkt er det rart med en kuperet have 😉

Rigtig god snedag.

Hilsner fra AnjaAnemone

Sofapuder

Pudebetræk efter eget design

Jeg har været ved at lege lidt med min attchment circular til min symaskine. Man kan bruge den til at lave cirkler og blomster med. Derudover fik jeg test lidt forskellige sømme på symaskinen og vi fik en fin ny sofapude 😀

Hilsner fra AnjaAnemone

Hr. Homse

I november sidste år var jeg på kursus i Købmandsgaarden i Skerping v/Fjerritslev. Temaet var et puttetæppe/vægtæppe, og jeg er nu kommet rigtig godt igang med Hr. Homse. Jeg er desværre bare løbet tør for sort quilte tråd, så jeg må snart en tur op til Per i Købmandsgaarden 🙂

Forløbig ser Hr. Homse og hans venner sådan her ud 😀

Først i marts skal jeg igen på kursus, men denne gang er temaet tæpper og dækkeservietter. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Rigtig god dag ønskes du af AnjaAnemone

 

Hakkedag

Idag er det hakke/håndarbejdsdag. Det betyder jeg tilbringer dagen sammen med min mor, og vi småsysler med forskelligt håndarbejder 🙂 Jeg glæder mig, for det er længe siden vi har givet os selv det pusterum at sidde og fordybe os i noget 🙂

Siff holder fri fra børnehave, hun vil også gerne strikke. Det foregår med et nøgle garn, og to børnestrikkepinde og garn udover det hele. Men skidt pyt, det er rart hun har interessen.

Jeg er ved at lave et par bukser til Elliot. Jeg vil lave pyntesøm på lommerne, men har lidt svært ved lige at finde ud af hvordan jeg gør, men er nu kommet frem til at jeg skal have en lommepose for at det virker. Det har taget sin tid at finde en vejledning på nettet, men nu tror jeg at jeg fandt en. Resultatet kommer en af dagene 😀

I må have en rigtig dejlig dag, og husk at tage varmt tøj på når I går ud…..

Frosthilsner fra AnjaAnemone

 

Januar….

Hej med dig

Der er lidt langt i mellem jeg får skrevet for tiden, men her er bare 117 andre ting som kræver min opmærksomhed – altså med 4 børn i huset, så keder jeg mig aldrig.

Der er nu mindre end en mdr. tilbage af min barsel, og jeg er så småt begyndt at kigge hvad der er af job rundt omkring. Skulle du kende nogen der kan bruge en musikalsk og kreativ pædagog, så må du endelig give besked eller give vedkommende besked om mig 😀

Sneen er kommet til byen, og vi har en fin kælkebakke i haven. Det er vidst mest Elliot og jeg som har opdaget den, men det er også okay 🙂 Sjovt og hyggeligt er det i hvertfald 😀

Siden sidst har jeg nået at være til guldbryllup hos Henriks forældre. Det var en rigtig fin fest, men hold da op hvor jeg var træt da jeg kom hjem. Det var godt vi alle havde fri dagen efter 😉

Jeg havde til guldbryllup skåret nogle stofstykker i 20 x 20 cm som gæsterne kunne tegne/skrive på. Meningen er så at de skal syes sammen til et tæppe, til guldbrudeparret, som et minde om deres fest. Det bliver spændende hvordan det kommer til at gå. Heldigvis har Per på Købmandsgaarden (www.skerping.dk) åben igen efter en laaaaaaaaaaang juleferie, og der skal jeg på kursus i marts og april, så det skal nok blive et rigtig fint tæppe. Per har i øvrigt udsalg de næste 3 uger – måske jeg skulle en tur forbi hos ham? ? ? ? 😉

Indtil sneen er væk – så nyd den. Hvis ikke ude, så inde med et lille håndarbejde 🙂

Du ønskes en rigtig dejlig dag.

Hilsner fra AnjaAnemone

Igang igen

Så blev det den 4. januar og hverdagen banker atter på døren. Juletemaet er blevet redigeret, og der ventes på de først spæde forårstegn 🙂

De to store kom op og i skole, mens de to små fik lov at sove lidt længere, og Siff fik lige en feriedag mere inden hun skulle afsted. Siff, Elliot og jeg har været en tur i byen og aflevere biblioteksbøger og handle lidt ind. Vi købte blandt andet en madkasse til Elliot for 1. februar starter han i vuggestue. Det bliver spændende. Siff glæder sig til han kommer ud og er samme sted som hende – og heldigvis skal de være i hver deres ende af huset, så de får også noget tid hver for sig, men den første tid vil de nok søge hinanden.

jeg er så småt begyndt at tænke på job. Hvad jeg har lyst til, hvor langt jeg skal køre osv., men det er nu lidt svært alligevel, så jeg har valgt at søge de stillinger som jeg finder spændende, og ellers tilbyde mig som tilkaldevikar – altså når barslen er slut, men derfor skal jeg jo have en plan alligevel. Jobcenteret og a-kassen er jo hurtigt ude for at få mig afsted, så det jeg kan forberede, det forbereder jeg 🙂

Jeg synes tit at januar er en eftertænksom måned. Man gør ligesom status for det seneste år, og tænker måske nye tanker om, hvad man har lyst til i året der kommer. Jeg tænker at mit nytårsfortsæt/min status skal være at jeg i 2016 vil blive bedre til at sy tøj til mig selv, frem for heletiden at være den i familien som ikke har noget at tage på 😉 Mit første projekt skal være en walk away dress fra 1950’erne.

Der er også et par syprojekter på bedding, altså udover tøjet til mig selv. Vi gav nemlig min far stof til en termojakke i julegave, så den skal jeg have syet (der var desværre ikke tid før jul), og så skal jeg have lært at sy tæpper. Det er ikke så meget at sætte tæppet sammen, men det som de kalder lukkekanten, som jeg skal have lært. Jeg har allerede meldt mig til sykursus både i marts og i april hos Købmandsgaarden i Skerping v/Fjerritslev. Det glæder jeg mig til.

Det må vidst være alt for i dag. Her er pivkoldt og det blæser hos mig, og der loves sne til weekenden. Jeg håber der er varmere der hvor du befinder dig.

Du må have en rigtig dejlig januardag.

Hilsner fra

AnjaAnemone

Godt nytår

Hej med dig

Der har været meget stille på min blog hele december. Jeg synes simpelthen december er fløjet afsted denne gang. Men vi er som andre kommet helskindet igennem, og godt ind i det nye år.

Og hvad byder 2016 så på? Jo først og fremmest har Henriks forældre guldbryllup. Det bliver spændende at være med til at fejre dem, og Siff bliver 4 år og Elliot 1 år, og så bliver Henrik 50, men den  allervigtigste begivenhed i 2016 (hvis du spørger min teenagedatter) det er at hun skal konfirmeres. En stor dag, som hun henkastet fortæller om i tide og utide.
Kjolen er vigtig, og den første prøvekjole er syet. Det er nemlig mig der skal sy kjolen, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

image

Stoffet er også bestilt for det var på bud til halv pris.
Følger du med her på bloggen, så skal du nok høre meget mere om konfirmation 😉

Jeg har heldigvis lidt mere barsel inden jeg skal ud på jobmarkedet, men jeg kan godt mærke at jeg mentalt er begyndt at tænke på hvad jeg godt vil arbejde med, og hvor jeg gerne vil arbejde henne ad.
Det bliver en spændende rejse jeg skal igennem, ikke mindst hvordan vi får tingene til at hænge sammen herhjemme med 4 børn og job.

Men velkommen til 2016, og rigtig godt nytår.

Vi skrives ved.

Hilsner fra AnjaAnemone