Fru Dronning Homse

Hej med dig

Så blev der lige en tvungen pause i syningen – jeg er nemlig løbet tør for sort quiltetråd, men intet er så skidt det ikke er godt for noget, så nu kan jeg vise dig billeder af “Fru Dronning Homses” tilblivelse 🙂 Det var nemlig sådan at da Siff så at Elliots tæppe med Hr. Homse var færdigt, så skulle hun da også have et Homse tæppe, men det skulle være med prinsesser/dronninger 🙂

Det er lidt hyggeligt med tilblivelsen af sådan et tæppe, især fordi nogle af stofferne har betydning. For eksempel den blomstrede store figur med guldkrone og lilla næb, yderst i venstre side – det er stof fra min Mormor og Morfars sengetøj, og det samme gør sig gældende med det lille spøgelse med den lyserøde krone i øverste højre hjørne. Det stof som jeg har brugt til kroner har vores kammerat, Jens Peter, haft med hjem til os fra Thailand. Det blev oprindeligt brugt til dåbskjole til Siff. Nu glæder jeg mig bare til i morgen, hvor jeg skal på sycafe og påbegynde nyt projekt og have hentet lidt “reserve-dele” til at sy videre på Fru Dronning Homse.

Jeg håber du husker at lave noget du godt kan lide.

Rigtig god dag og rigtig god sommer.

Masser af hilsner fra

AnjaAnemone