Musiske indkøbsnet

Hej med dig

Så er der rigtig gået efterårssyning i den, ikke mindst fordi min far ringede om ikke jeg kunne lave 3 indkøbsnet for ham. Han ville bare gerne have at der var instrumenter på stoffet og der kunne være en A4 mappe deri – ellers havde jeg frit spil (uh, jeg elsker syopgaver, hvor jeg har forholdsvis frie hænder) 😊 

Så sidste weekend, da Siff og jeg var på tur til Hjørring og hente min symaskine, var vi også omkring Købmandsgården i Skerping efter noget stof med musikinstrumenter på.

Nettene er lavet meget simplet med to stykker stof lagt ret mod ret. Så er der lavet lidt bund, kanten er ombukket og tilslut en hank. Hanken er stabiliseret med linnings vlies.

Det øverste net er dog lavet med 15 * 15 firkanter, og syet sammen som patchwork. Denne taske har også en tynd vlies på bagsiden, for at undgå at syningerne trevler.

Nu kan jeg blot vente spændt på om dem som skal have nettene bliver glade for dem.

Husk at lave noget du godt kan lide

Efterårs hilsner

AnjaAnemone