Og der blev jul hos AnjaAnemone….

Efter en fantastisk weekend med masser af musik, er det gået hen og blevet 1. november. Jeg synes godt nok oktober gik stærkt.

Lørdag, den 30/10-21, havde Torben og jeg premiere på GUSCH. Vi synes selv det gik ret godt, og efter visninger at dømme, ser det ud til at, dig som så/ser med, også syntes godt om vores lille projekt. Vi arbejder på at lave lidt julehalløjsa engang i december. Indtil da, så følg endelig vores YouTube kanal https://www.youtube.com/channel/UC0YUAcgIZCVZdCIFmN3RRVA eller vores facebookside “GUSCH”.

Søndag sendte jeg selv live. Det gik godt, og der kom en del forbi mit “virtuelle kaffemik”. Har du endnu ikke fundet vej til min YouTube kanal, så brug dette link https://www.youtube.com/channel/UCsajzkPoGdCctzeBRDAKL4g

Du må endelig også gerne både dele og abonnere på både GUSCH og på AnjaAnemone. Vi bliver så glade når du har lyst til at følge vores færden.

Min uge startede ikke helt som planlagt. Adrian skulle tilbage til hans fantastiske efterskole, Fenskær, søndag aften. Han kom også godt afsted med bussen mod Viborg, hvor han så skal med toget videre til Struer, men så var der sket noget med et signal, og der var blevet sat togbusser ind. Infoen med togbussen var ikke særlig god, men så fandt han en bus hjem til mig igen, og så kørte jeg ham til efterskolen her til morgen. Det er langt for mig at køre. Vi har ca. halvanden time hver vej. Men det er en super flot tur forbi Skive og Struer. Det meste af ruten er jo langs vandet 🙂 Godt hjemme igen – forskanset i bålhytten, med fødderne oppe og ild i bålstedet, og lidt hækletøj 🙂 Nu er der lige en god pauser inden næste etape af dagen skal tages.

Og pausen….. den bruger jeg så lige til at skrive lidt her på bloggen 🙂

Juletemaet er kommet på min blog, og julesangene skal til at indøves. Jeg har lovet at sidde i sognehuset i Vesterbølle og spille lidt til deres julemarked den 13/11 (klokken 13-16).

Den 5/12 har Torben og jeg (GUSCH) lånt “Lissys julestue”, og fået lov at sidde og øve der 🙂 Tidspunktet har vi ikke helt bestemt endnu, men det kunne sagtens være fra klokken 13-16. Det bliver så akustisk det kan….altså keyboardet skal have noget strøm, men ellers så bliver det ligesom når vi øver hjemme hos hinanden.

Den 12/12 skal VHO en tur til Klosterhaven i Viborg og spille, og så er det snart jul 🙂

Jeg tjener ikke noget på de ting jeg skal til. Det kan jeg jo af gode grunde heller ikke når jeg er i udredning, og jeg er også nødt til at tænke mig godt om inden jeg siger “ja”, da mit “menneskebatteri” har for vane at blive drænet lidt hurtigt. Men jeg føler at jeg på en eller anden måde får lov at have lidt “arbejdsliv” når jeg deltager i sådanne arrangementer. Ligesom når jeg spiller mine søndags kaffemik. Min musik er både “mit helle”, og “mit arbejde”, imens al det her hurlumhej står på. Det er jo ikke kun, at jeg laver noget jeg godt kan lide i mine weekends, det er jo også at familielivet skal fungere og passes 🙂 Og bruger jeg for megen energi det ene sted, så er der ikke nok til det andet. Det er svært at finde en balance, men det hele skal jo nok gå 🙂

Tak fordi du læste med – og ha´ nu en rigtig dejlig dag. Hold dig munter til vi ses igen.

Musiske hilsner

AnjaAnemone