At arbejde sammen med systemet eller?

Når hjernen krøller sig sammen, og verden overvælder, og den er en kamp at trænge igennem til. Så er det rart at kunne sætte sig, tænde et bål og bare sidde og sidde. Det er jo ikke fordi udfordringerne forsvinder. De kommer blot på pause for en stund.

Møder med det offentlige kan virkelig gøre mig træt og ked af det. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor man ikke kigger på det enkelte menneske, fremfor at putte det i en kasse med andre med samme diagnose. Jeg forstår ikke, hvorfor børn og unge på specialområdet skal vurderes på lige fod med børn og unge fra normalområdet. Hvis systemet gav lidt mere snor/støtte, til de unge, så kunne det jo være at de fik flere igennem med succes – og som vil kunne klare sig selv, frem for af skulle på overførselsindkomst. Og selvfølgelig skal det hele hænge sammen økonomisk, men mon ikke også det kunne lade sig gøre? Jeg har hørt at Danmark er et rigt land!

Efter sådan er møde med virkeligheden, så krøller min hjerne sig helt sammen, og jeg kan ikke gøre andet end at rydde kalenderen, og håbe på i morgen bliver bedre. Men jeg er træt – helt ind i knoglerne. Træt af at kæmpe for at blive lyttet til. Både for min søn og for mig selv.

Men lige for en stund, så stempler jeg ud, og lytter til bålets knitren, og regnen der trommer på taget af bålhytten.

Ha’ en god dag derude – og pas godt på dig selv.

November Hilsner

AnjaAnemone