Et lille nostalgitrip

Hej derude bag skræmen.

Jeg sad her til morgen, og surfede rundt på min YouTube kanal, for at se hvornår jeg egentlig lagde det første musik derop. Jeg tror jeg er kommet frem til, at det var den 5. april 2020. Nummeret var “Jeg ved hvor der findes en have så skøn”. Det er dog ikke det nummer jeg har fundet et link frem til. Det er valsene “Mølleåen” og “Sorte Rudolf”, som er uploadet lidt senere.

Uploadet til YouTube, 24. april 2020

Det er sommetider lidt sjovt at se, og ikke mindst blive mindet om, hvordan og hvorfor jeg startede med at lægge numre op, og sende live. Dengang jeg startede ønskede jeg blot at have et sted at øve. Et sted som var lidt større end min havestue 😉

Mit koncept er stadig det samme. Jeg ønsker at vise at en harmonika kan spille andet end “umba”, og så vil jeg gerne dele min glæde ved musikken med andre. Umiddelbart – så går det da meget godt 😉 I er i hvertfald en god flok som følger med i min færden – og det skal I have STOR TAK for. Jeg er meget taknemmelig, for at I har lyst til at følge med i de udsendelser jeg sender, samt det musik jeg lægger op.

Når nu jeg er igang med et nostalgitrip, så får I også lige linket til den første live udsendelse jeg lagde op på YouTube kanalen. Det var dengang jeg kun havde min telefon til at optage med, og jeg skulle i hvertfald slet ikke med på kamera (he he he). Jeg vil dog tro at jeg er startet lidt før, hvor jeg sendte på min gamle facebook kanal (den blev “ædt” i april 2021), men denne udsendelse er den første jeg kan se uploadet på YouTube kanalen AnjaAnemone.

Liveudsendelse fra 28/10-2020

Og hvad er så mine fremtidige ønsker for min YouTube kanal. Jo, jeg var lidt inde på det igår aftes da jeg spontant sendte lidt aftenmusik. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve at være med i YouTubes partnerprogram. Ikke fordi jeg forventer at tjene penge på mit musik, men fordi jeg ønsker at udbrede glæden ved musikken.

Status, i skrivende stund er at, I er 43 abonnenter som følger min YouTube kanal, og den har 508 visningstimer. For at komme i betragtning til at deltage i YouTube partnerprogrammet, så skal jeg op på 1000 abonnenter og/eller 4000 visningstimer. Det er jo ikke lige noget der sker hen over natten, men med lidt hjælp fra Jer skønne følgere/abonnenter, så skal det jo nok lykkes en dag 🙂

Men som før nævnt. Det vigtigste ved min YouTube kanal, og ved mit musik i det hele taget, det er at bevare glæden ved musikken, at have den som mit “helle” i en travl verden (hvor min hjerne krøller sig sammen eller laver 5 sporet motorvej, og jeg har svært ved at følge med), og at være så autentisk som mulig. Så derfor kommer I jo lidt omkring fx i min havestue, i bålhytten, og nu i syrummet 🙂

Søndag den 21/11-21, klokken 15.00 sender jeg en gang Kaffemik. Du kan allerede nu, tjekke ind på linket og trykke i boksen “Indstil påmindelse”, så er du sikker på du ikke går glip af udsendelsen.

1000 tak for du læste med her til. Jeg glæder mig til at spille for dig på søndag.

November Hilsner

AnjaAnemone