Huer


Idag har jeg syet huer og underbukser. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet. Et par af huerne er til to af mine svigerinder. Min ene svigerinde har en i forvejen og bruger den under cykelhjelmen. Da jeg skulle igang med den nye skrev hun at jeg gerne måtte fore den med fleece. Jeg har pt ikke noget fleece liggende, men har noget tykt sportsuld, så det blev der foret med istedet for (hun kommer ikke til at fryse)

Har du husket at lave noget du godt kan lide idag? Ellers så skynd dig at gøre det 😉

Efterårs hilsner

AnjaAnemone

MiniCruise til Norge t/r 

Hej med dig

Endelig oprandt dagen hvor Henrik og jeg fik brugt Henriks julegave fra sidste år. Han fik et miniCruise fra Frederikshavn til Oslo t/r

Fredag morgen kørte vi til Frederikshavn og fik tjekket ind på båden som havde afgang kl. 9.15. 

Vi sejlede planmæssigt fra Frederikshavn mod Oslo.

Til frokost var der flot buffe med fisk, kød, pålæg og en masse andet.

Om eftermiddagen havde vi adgang til spa. Det var det helt rigtige tidspunkt. Vi sejlede nemlig i Oslo Fjorden på det tidspunkt. Det var helt fantastisk at ligge i en solstol og have udsigt over Oslo Fjorden. Total afslapning og ro for sjælen.

Vi ankom til Oslo kl. 18.30 og skulle blive på båden inden vi igen sejlede mod Frederikshavn kl. 19.30. I Oslo var der en masse folk der skulle med mod Danmark. Så der blev pludselig trængsel ved restauranten hvor vi skulle spise.

Efter aftensmaden var vi på bar, hvor der var live musik. Det lød rigtig godt, og pigerne var rigtig gode til at synge kor og supplere hinanden.

Lørdag morgen gyngede båden lidt, men ikke mere end vi godt kunne spise morgenmad. Desværre var der mere blæst end forventet, så kaptajnen var så venlig at sige at vi først skulle regne med at være i land kl. 8.40 (i stedet for kl. 7.30) og så begyndte det ellers at vippe godt, så jeg kunne godt finde vej til køjen og prøve at sove noget mere. På et tidspunkt skulle vi forlade vores kahyt, grundet rengøring, men heldigvis fandt vi en bænk ved et vindue og kunne se land, så jeg kunne holde blik mod horisonten, og på den måde undgå al for megen søsyge. Pyha, det var ikke lige min kop te al det gyngen, men det gik. Da vi endelig kom ind til havnen i Frederikshavn så brugte personalet 20 minutter på at få gangbroen til at passe. 

Men vi kom godt hjem og vi havde en skøn tur, og det er det vigtigste.

Herunder kan du se lidt billeder fra turen.

De første billeder er udsigt fra båden over Oslo, og de sidste par billeder er af bandet som spillede på baren vi var inde på.

Jeg håber du har haft en god weekend, og husket at lave noget du godt kan lide. 

Efterårs hilsner fra 

AnjaAnemone 

Huer

Huer i forskellige designs kører gennem maskinerne i tiden. Foreløbig er det blevet til disse.


Siff og Elliot har været og sagt hvilke de vil have, så det bliver spændende hvor meget jeg kan lægge i salgskassen 😉

Rigtig god aften, og husk nu at lave noget du godt kan lide

Efterårs hilsner fra 

AnjaAnemone 

Efterårskjoler

Hej med dig

Så har det været min tur til at få nyt tøj. Jeg har fået syet mig et par skønne efterårskjoler. Den ene med påfuglemotiv og den anden med mønster. Derudover har jeg, som noget nyt, prøvet at lave et broderi på kjolen. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet.

Af resterne har jeg også fået syet et par huer, og jeg har været igang med at sy lidt huer op til salgskassen.

Så står du lige og mangler en hue, så skriv til mig på mig@AnjaAnemone.dk. Så skal jeg sy dig en unikahue til en fornuftig pris

Husk nu at lave noget du godt kan lide i løbet af dagen

Efterårs hilsner

AnjaAnemone 

En sweatshirt til Farfar

Hej med dig

Jeg elsker jo at sy, og jeg elsker når familiemedlemmer og andet godt folk, kommer og spørger om jeg vil sy for/til dem. 

Den seneste tid har jeg syet på en sweatshirt til Farfar. Den er nu færdig og afleveret. I dette tilfælde har Farfar selv valgt farver og stof som han aflevere hos mig. 

Processen og resultatet kan du se herunder

Jeg fik også syet lidt til mig selv. Det blev til en påfuglekjole som jeg længe har ønsket mig

Husk nu at få lavet noget du godt kan lide i løbet af dagen.

Efterårs hilsner 

AnjaAnemone 

Musiske indkøbsnet

Hej med dig

Så er der rigtig gået efterårssyning i den, ikke mindst fordi min far ringede om ikke jeg kunne lave 3 indkøbsnet for ham. Han ville bare gerne have at der var instrumenter på stoffet og der kunne være en A4 mappe deri – ellers havde jeg frit spil (uh, jeg elsker syopgaver, hvor jeg har forholdsvis frie hænder) 😊 

Så sidste weekend, da Siff og jeg var på tur til Hjørring og hente min symaskine, var vi også omkring Købmandsgården i Skerping efter noget stof med musikinstrumenter på.

Nettene er lavet meget simplet med to stykker stof lagt ret mod ret. Så er der lavet lidt bund, kanten er ombukket og tilslut en hank. Hanken er stabiliseret med linnings vlies.

Det øverste net er dog lavet med 15 * 15 firkanter, og syet sammen som patchwork. Denne taske har også en tynd vlies på bagsiden, for at undgå at syningerne trevler.

Nu kan jeg blot vente spændt på om dem som skal have nettene bliver glade for dem.

Husk at lave noget du godt kan lide

Efterårs hilsner

AnjaAnemone

Endelig hjemme

Efter 8 ugers venten er min skønne symaskine endelig hjemme fra reparation, så nu går det løs med at få syet de projekter som jeg har liggende 😉

Rigtig god weekend derude, og husk nu at lave noget du godt kan lide

Efterårs hilsner

AnjaAnemone

Stofgarn

Efter en travl uge med vikarjob er jeg klar til en velfortjent weekend.

Jeg faldt idag over stofgarn, og det skulle jeg da prøve, så nu er jeg i fuld gang med at prøve at hækle med det.

Det er tungt at sidde med, og lidt groft, men også rigtig pænt. Jeg ville først lave grydelapper, men tror det ender med det bliver en slags siddehynde som kan bruges ude ved bålet.

Rigtig god weekend, og husk nu at lave noget du godt kan lide.

Sensommer hilsner fra

AnjaAnemone

Sidste feriedag

Så ramte sidste feriedag også os. Dagen kommer til at stå på at gøre klar til den næste uge, hvor vi alle 6 skal igang. Igår bagte jeg rugbrød, så det kan stryges af huskelisten. Så er der “kun” tøjkasser m.v.

Mine nye lavendler står flot, og det ser ud at dræbersneglene indtil videre lader dem være i fred.

Lavendlen er ikke så tæt som jeg gerne ville have den, men det håber jeg de bliver med tiden.

Jeg plantede lidt lyng den anden dag. De pynter dejligt med deres lilla farve.

Som du kan se i baggrunden har vi i løbet af sommeren fået trampolin. Den bliver flittigt brugt 😊

Vindruerne, under overdækket, kommer også godt nu. De når dog nok ikke at blive modne. Inden for de næste 14 dage skal overdækket ned og vi skal have nyt tag på hele huset.

Hvis du først skal have ferie nu, så rigtig god ferie, og hvis du skal på job, så rigtig god arbejdslyst.

Husk at lave noget du godt kan lide i løbet af dagen.

Sensommer hilsner fra

AnjaAnemone

Sommeren går på held. . .

. . .sommerferien er ved at være slut og lige omlidt skal vi atter i skole og på vikarjob igen. Det bliver underligt pludselig at skulle tidligt op igen. Jeg har ellers fået lært både de små og jeg selv at sove rigtig længe 😊

Om sommeren er det jo begrænset hvad jeg syer, men det er alligevel blevet til bukser og shorts til mig selv og kjole til Siff, og bukser til Elliot – alt sammen af aflagt sengetøj. Det er faktisk utroligt behageligt at gå i.

Idag er en del af dagen gået med at hakke på et gæstehåndklæde jeg er igang med. Jeg købte garnet da vi var på Ærø i ferien. Det er ganske almindeligt økologisk bomulds garn fra Onion, men jeg har ikke umiddelbart kunnet finde en forhandler af det i mit område, så nu afventer jeg post fra Ærø med ekstra garn, hvor jeg købte de første nøgler garn.

Striben er en rest multigarn i lyserøde nuancer som jeg havde liggende.

Jeg glæder mig rigtig meget til at komme videre med gæstehåndklædet og se det færdige resultat.

Slut for nu. Husk at lave noget du godt kan lide.

De bedste hilsner

AnjaAnemone